Mænd i industrijob tager mere barsel

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

Mandlige smede, svejsere og kontorfolk inden for industrien er begyndt at tage meget mere barsel.

Det viser en ny opgørelse som Industriens Barselfond har foretaget for Avisen.dk.

På bare få år er mænds andel af den afholdte barsel mere end fordoblet. Det sker sandsynligvis, fordi barselsreglerne blev gjort mere fleksible i overenskomsterne i 2012.

- I øjeblikket høster vi frugterne af de resultater, vi fik igennem ved sidste overenskomst, og jeg tror ikke, at vi har set det fulde udbytte endnu, siger sektorformanden for HK Privat, Simon Tøgern, til Avisen.dk.

Han repræsenterer blandt andre omkring 30.000 medlemmer inden for industrien. Formanden kalder udviklingen "særligt bemærkelsesværdig" i lyset af, at regeringen har droppet øremærket barsel til mænd.

I 2011 stod fædre i industrien for 17 procent af den samlede afholdte barsel. Umiddelbart efter indførslen af mere fleksible barselsregler i 2012 steg andelen til 33 procent.

De seneste tal er fra sidste halvår af 2013 og viser, at mænd tog 43 procent af den afholdte barsel, som Industriens Barselsfond administrerer.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2012 skete der det, at den periode, som forældreorloven skulle afholdes inden for, blev udvidet, så den nu skal afholdes i løbet af det første år.

Før skulle barsel afholdes inden for en meget kortere periode, nemlig inden for 25 uger. Det gjorde det svært at planlægge mænds del af barslen, da kvinderne allerede har de første 14 uger.

- Der er jo noget, der tyder på, at den fleksibilitet, der blev indført med sidste overenskomst, rent faktisk har ændret i afholdelses-mønstret for mænd, så der er flere, der vælger at tage forældreorlov, siger Helle Nielsen, administrationschef for Industriens Barselsfond, til Avisen.dk.

/ritzau/