Mænd lærer at være fædre i fængsler

Nogen fortæller, at de er på hospitalet, andre at de arbejder på en olieboreplatform i Norge.

Fædre i fængsel skåner deres børn for sandheden, men risikerer, at børnenes savn bliver endnu stærkere og at deres egen ensomhed bag tremmerne vokser.

Lærer de i stedet at være ærlige om deres forbrydelse og indvie børnene i, hvordan de bor og arbejder inde i fængslet, vinder hele familien, viser erfaringer fra Københavns Fængsler.

- Miljøet i et fængsel kan være hårdt, og derfor er det ikke et sted, hvor de indsatte taler med hinanden om deres børn. Men når vi sætter dem sammen i grupper, forsvinder den maske, de normalt bærer, siger Louise Storm og Lill Bløcher, socialrådgivere i Københavns Fængsler.

Siden 2011 har de hjulpet omkring 50 indsatte til at blive bedre fædre, og det med så stor succes, at Kriminalforsorgen håber at kunne udbrede tilbuddet til hele landet, siger konsulent i Kriminalforsorgen Hannah Hagerup.

- Det er hårdt for børnene at have en far eller mor, der sidder i fængsel. Derfor prøver vi med forskellige initiativer at gøre det nemmere, og her er fædregrupperne en af mulighederne, siger hun.

Går det som erfaringer viser fra britiske og amerikanske fængsler, kan den tætte kontakt mellem børn og fædre medvirke til, at fædrene afstår fra at begå ny kriminalitet, når de løslades. Samtidig øges chancen for at bryde den negative sociale arv.

- Vi ved, at børn af indsatte har en større risiko for selv at blive kriminelle. Vi håber, at vi ved at tage bedre hånd om både børn og fædre kan forebygge, at det sker, siger Hannah Hagerup.

"Far bag tremmer" forløber over tre uger, hvor fædrene mødes seks gange. Ved samtalerne opfordres de til at indtale godnathistorier til deres børn, ligesom de fotograferer deres hverdag, så børnene kan se, hvordan de bor.

Ved den første samtale har omkring halvdelen af fædrene ikke fortalt deres børn, at de sidder i fængsel. Ved den sidste samtale har næsten alle fortalt sandheden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip