To mænd med bornholmsk accent reddede kvinde fra voldtægt i København

Københavns Politi efterlyser nu de to mænd, som natten til søndag afværgede en voldtægt af en 22-årig kvinde i København.

Et forsøg på voldtægt, søndag morgen den 3. juni kl. 01.45 på Kløvermarksvej, blev forhindret af de to mænd, der resolut greb fat i en gerningsmand, der forsøgte at voldtage en ung kvinde.

Kvinden der er 22 år, var søndag morgen ca. kl. 01.00 på vej hjem fra Distortion Festivalen på Refshaleøen og gik alene fra festen ad Refshalevej og Kløvermarksvej i retning mod Amagerbrogade.

Da hun befandt sig på Kløvermarksvej ved fodboldbanerne, mærkede hun pludselig et skub i ryggen, hvorefter hun blev væltet ind i en busk.

Her forsøgte en gerningsmand at rive tøjet af hende, mens han befølte hende i skridtet. Forurettede gjorde under overfaldet kraftig modstand og skreg op.

Pludselig mærkede kvinden at gerningsmanden blev flået væk og så nu, at det var to mænd, som var kommet hende til undsætning.

Gerningsmanden løb væk fra gerningsstedet i syd-vestlig retning mod Kløvermarken og krydsede fodboldbanerne.

Gerningsmanden signaliseres som mørk i huden og han havde mørkt hår. Han er af udenlandsk afstamning. Han havde sort krøllet skæg omkring hagen og hård hud i hænderne.

Efter overfaldet hjalp de to redningsmænd kvinden til Christianshavns Metro i en taxa. Politiet beder de to mænd, der hjalp forurettede og taxa-chaufføren, der kørte for de tre personer, om at kontakte politiet så hurtigt som muligt, da de er vigtige vidner i sagen.

De to mænd, der talte med bornholmsk accents skulle begge være 16-18 år.

Derudover beder politiet alle, der kan have blot den mindste oplysning til sagen, om at kontakte politiet. Kontakttelefon til Københavns Politi er 1 1 4 eller 3314 1448.

Dagens Gossip

Dagens TV