To mænd renses i sag om angreb på S-minister

En meget omtalt sag om et muligt angreb på forsvarsministeren i 2015 er blevet lagt ned.

Anklagemyndigheden har besluttet, at der ikke skal rejses tiltale mod to mænd, som politiet i marts sidste år anholdt og sigtede.

Politiet havde mistanke om, at mændene var i færd med at forberede et angreb mod Nicolai Wammen (S).

Det var i marts sidste år, at et usædvanligt stort antal betjente rykkede ud for at anholde de to mænd.

Beslutningen om at opgive sigtelserne er truffet af Statsadvokaten i København, oplyser advokaturchef Dorit Borgaard i Københavns Politi til Ritzau.

- Der er ikke fremkommet oplysninger, som kan underbygge, at de forberedte et angreb, forklarer Dorit Borgaard.

Allerede i starten var der tegn på, at politiets mistanke var spinkel. Således valgte man ikke at bede en dommer om at varetægtsfængsle mændene.

Anholdelserne skete godt en måneds tid efter Omar el-Husseins angreb ved Krudttønden og synagogen, hvor filmmanden Finn Nørgaard og den frivillige vagt Dan Uzan blev dræbt.

Og politiet forklarede dengang aktionen med den forøgede trussel:

- Generelt kan jeg sige, at vi jo opererer i et skærpet trusselsbillede, og at det derfor er vigtigt, at politiet udviser rettidig omhu og handler hurtigt, når vi modtager oplysninger, der kan give anledning til bekymring, sagde chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

Tilsyneladende byggede mistanken blandt andet på, at en gruppe mænd var set i en bil i Sydhavnen nær Nicolai Wammens bopæl.

Aktionen virkede voldsom på den ene, der boede i Mjølnerparken i København, har hans advokat oplyst.

- De kommer med skudsikre veste og maskinpistoler. De hiver ham ud på gaden og giver ham håndjern på. Her står yderligere 40 betjente, og han bliver iført en dna-dragt. Han er i den grad blevet udstillet i sit lokalmiljø, mente advokat Andro Vrlic.

Næste dag blev manden løsladt og kunne vende hjem:

- Lejligheden var fuldstændig endevendt. Døren er hamret ind, og nogle af hans ejendele er væk, fortalte Vrlic.

Den nu droppede sigtelse var rejst efter en bestemmelse i straffeloven om angreb eller tvang mod kongen, ministrene, Rigsretten eller Højesteret.

/ritzau/

Dagens Gossip