To mænd røver pengetransport i Hedehusene

Skrevet af admin

22/09/2014

Mest læste i dag

En pengetransport blev mandag udsat for et særlig farligt, væbnet røveri på vejen Vesterkøb i Hedehusene uden for København.

Københavns Vestegns Politi søger vidner til det brutale overfald på pengetransporten, der skete ved 9-tiden mandag.

- Vi arbejder i øjeblikket med efterforskningen og søger vidner, der har set noget før, under og efter røveriet, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi.

Ved en hæveautomat ved en Nordea-afdeling på Vesterkøb truede to røvere personalet på pengetransporten med et oversavet jagtgevær.

Under trusler udleverede personalet to kassetter med penge. Politiet sætter ikke beløb på, hvor meget det lykkedes røverne at slippe af sted med. Men der er tale om et større beløb i kontanter, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Personalet i pengetransporten har givet et spinkelt signalement af den ene røver. Han var under røveriet iført en mørk trøje og havde en kasket på.

Efter røveriet stak røverne af fra stedet på en knallert.

Folk, der har hørt eller set noget, kan kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.

/ritzau/