To mænd sigtes for medvirken til drab ved terrorangreb

To mænd er blevet sigtet af politiet for at have hjulpet den unge mand, der stod bag de to terrorangreb i weekenden.

Mændene beskyldes for "med råd og dåd" at have hjulpet gerningsmanden ved attentaterne, oplyser Københavns Politi mandag formiddag.

Sigtelsen drejer sig om medvirken til drab, drabsforsøg og grov vold.

Desuden sigtes de to for at have overtrådt straffelovens våbenparagraf ved at opbevare skarpladte skydevåben, oplyser advokaturchef Dorit Borgaard til Ritzau.

Begge fremstilles i grundlovsforhør tidligt mandag i Dommervagten i København.

Grundlovsforhøret er gået i gang lidt efter klokken otte, oplyser man i Dommervagten.

De to mænd blev anholdt henholdsvis søndag klokken 8.14 og klokken 14.50, oplyser politiet.

En anklager fra Københavns Politis advokatur for personfarlig kriminalitet tager sig af retsmøderne.

Kravet er, at retsmødet holdes bag lukkede døre.

Under den åbne del af retsmødet har den ene nægtet sig skyldig, oplyser hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, til TV2 News.

Begge mænd blev formentlig anholdt under de ransagninger, som politiet foretog søndag flere steder i København.

Blandt andet undersøgte politiet kælderrum på Østerbro, hvor den 22-åriges bror bor.

Betjente var i aktion flere steder som opfølgning på sagen med skyderierne først mod et debatmøde om ytringsfrihed på Østerbro og dernæst mod synagogen i Krystalgade i det indre København.

To mænd, 55-årige Finn Nørgaard og 37-årige Dan Uzan, mistede livet, mens fem betjente blev såret.

Den 22-årige formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, blev selv dræbt til sidst i forløbet.

Under en ildkamp på Nørrebro med betjente fra Aktionsstyrken fra Politiets Efterretningstjeneste blev han dræbt.

El-Hussein blev løsladt fra et fængsel for et par uger siden. Han har tidligere begået grov vold og har haft bekendte i banden Brothas i Mjølnerparken i København, har flere medier berettet.

/ritzau/

Dagens Gossip