To mænd sigtet for at have kastet brandbombe mod politiet

De to mænd sigtes for ildspåsættelse, for at have bragt andres liv og førlighed i fare og for vold mod politiet.

»Ingen af de anholdte ønskede at udtale sig i retten,« oplyser advokaturchef Per Justesen, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

Brandbomben blev kastet, da betjente var ved at anholde en person, der er mistænkt for et alvorligt knivoverfald. Brandbomben var tæt på at ramme en forbipasserende kvindelig christianit og kunne have været årsag til en livstruende brand.

Den 22-årige mand blev anholdt fredag middag på Amager, mens den 28-årige mand blev anholdt ved 17-tiden fredag i Vanløse.

Københavns Politi var fredag morgen på Christiania for at anholde en mistænkt gerningsmand til alvorlige knivoverfald. På stedet modtog politiet oplysninger om, at den eftersøgte ikke længere boede på Christiania, idet han var blevet bortvist som følge af knivoverfaldene. Det fik politiet til at rette en skarp kritik mod beboerne.

»Vi er ikke i tvivl om, at beboere på Christiania lige som alle andre tager afstand fra knivoverfald, ildspåsættelse og vold mod politiet. Men vi savner i den grad, at beboere på Christiania står frem med deres iagttagelser og afgiver vidneudsagn. Det er ikke nok blot at bortvise eventuelle gerningsmænd. Vi kan ikke acceptere nogen form for selvtægt, hverken på Christiania eller andre steder i samfundet,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Task Force Pusherstreet, Københavns Politi.

I perioden fra fredag 28. juni til fredag 5. juli har Københavns Politi gennemført flere målrettede indsatser på Christianshavn koordineret af Task Force Pusherstreet. Aktionerne er afholdt op til Roskilde-festivalen, da det er politiets erfaring, at der under festivalen er ekstra omsætning af narkotika i boderne i Pusherstreet på Christiania.

Aktionen har blandt andet resulteret i 177 sigtelser for besiddelse af narko, hovedsagligt hash, samt beslaglæggelse af 3,6 kilo hash og 3,1 kilo skunk/pot.

Dagens Gossip