Mænd skal blive bedre til sundhed

Center for Mænds Sundhed hedder et nyt initiativ, der vil gøre op med den "forbavsende" mangel på handling, som samfundet udviser i forhold til mænd på bunden af samfundet, skriver Information.

Centret skal ikke producere selvstændig forskning, men samle eksisterende viden og analysere den ud fra et mandeperspektiv og udvikle politikker, der kan danne grundlag for en mere målrettet indsats til gavn for udsatte mænd, lyder det.

Hans-Jørgen Knudsen, formand for Center for Mænds Sundheds bestyrelse, håber på, at centret bliver en opinionsdanner, der kan fremme et selvbillede af mænd som nogen, der tager ansvar for deres egen sundhed og oplever det som noget maskulint at gøre.

- Så er det vores forhåbning og tro, at mænd i generationer fremover vil være bedre rustet til at tackle depressioner, skilsmisser, seksuelle problemer, og hvad vi ellers føler os truet af, siger han til Information.

Sundhedsøkonomen Jes Søgaard, adjungeret professor ved Syddansk Universitet, og professor Mette Wier, der ledede Forebyggelseskommissionens arbejde, er trådt ind som særlige rådgivere for Center for Mænds Sundhed.

Det ny center vil levere skyts i form af viden og løsninger møntet på konkrete samarbejder med kommuner og regioner, men også med Folketinget og EU, lyder det.

/ritzau/

 

Dagens Gossip