Mænd stilles for dommer efter vildt skyderi

To mænd bliver lørdag fremstillet i et grundlovsforhør efter et vildt skyderi på Frederiksberg fredag aften. En 27-årig mand, der tilfældigt kom forbi, blev ramt af skud i hovedet, men meldes uden for livsfare.

Københavns Politi havde egentlig anholdt tre mænd efter skudepisoden.

- Men vi kan konstatere, at en af dem ikke har kunnet være til stede, så han er løsladt, siger Lau Thygesen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

Episoden udspandt sig kort efter klokken 20 på Finsensvej.

Den 27-årige mand og hans bror var ved at krydse gaden, da en bil pludselig gassede voldsomt op og kørte imod dem. De trak sig lidt tilbage, og samtidig lød der skud, oplyser Lau Thygesen.

Den ene af brødrene bliver ramt, mens den anden slipper uskadt.

Bilen, der drøner væk, bliver også ramt af skud. I bilen befinder sig blandt andet en mand, som politiet anser for at være en af de to hovedmænd i konflikten.

Han er angiveligt i konflikt med en anden person, og det er dette opgør, der udløser skyderiet.

De to hovedpersoner, der er kendt i kriminelle sammenhænge, har været oppe at toppes igennem længere tid.

Skuddene bliver affyret fra en anden bil, hvor der ifølge politiet befandt sig tre-fire personer - heraf de to, der nu søges fængslet. Der er formentlig tale om skud fra en pistol.

Lau Thygesen forklarer, at politiet har måttet stykke hændelsesforløbet sammen af forskellige forklaringer og oplysninger.

- Personerne står ikke og klapper i deres hænder for at fortælle, hvad der er sket, siger Lau Thygesen.

/ritzau/

Dagens Gossip