Mænd vil også have bedre balance i arbejdslivet

Skrevet af admin

30/04/2016

Mest læste i dag

Det skal nemlig være slut med lange arbejdsdage, rigide mødetider og et presset familieliv, hvis det står til nyuddannede medarbejdere.

I en rundspørge, som Berlingske har foretaget blandt 174 store og mellemstore virksomheder, svarer 65 procent af arbejdsgiverne, at nyuddannede medarbejdere er mere eller markant mere interesserede i en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv, end de var for bare ti år siden.

Før og under finanskrisen måtte de unge medarbejdere koncentrere sig om bare at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Nu begynder de igen at stille krav.

Og som noget nyt er det særligt de yngre mænd, der til jobsamtalen og medarbejderudviklingssamtalen forlanger en dagligdag, som også har rum og tid til børn, ægtefælle og fritidsliv.

- Unge er vænnet til et studieliv, hvor man kan gøre alting når som helst hvor som helst gennem den teknologi, som vi alle jo nærmest er vokset sammen med. Det er unaturligt for dem, hvis ikke man kan flekse ud og ind, for man kan sagtens arbejde, mens man drikker kaffe, eller når børnene er lagt i seng, siger HR-direktør i Haldor Topsøe Pia Møller Appel til Berlingske.

En af de mænd, der har besluttet sig for at prioritere en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv er Dennis Nielsen, der for omkring et år siden skiftede lange arbejdsdage i revisionsbranchen ud med et mere fleksibelt job i først Erhvervsstyrelsen og siden hen i Skat.

- Det var resultatet af en drøftelse mellem min kæreste og mig om, hvordan vi ønskede at leve vores liv. Det skulle være et lige forhold, og vi så begge helst, at hun også var på arbejdsmarkedet på fuld tid. Det kræver, at jeg arbejder færre timer, for at få det liv, vi gerne vil leve sammen, siger Dennis Nielsen til Berlingske.

/ritzau/