Mænds egen vurdering: Vi er bedre end kvinder til at stå på ski

 

Når danskerne slår sig løs på pisterne, gør mændene det med større selvsikkerhed end kvinderne.

Det vurderer mændene i hvert fald selv, viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for VisitSweden. 

Knap hver anden mandlig skiløber vurderer sine egne evner som værende over middel, mens det samme kun er tilfældet for to femtedele af kvinderne. 

- Det er måske ikke overraskende, at mændene har størst selvtillid på pisterne. Vi oplever også, at det i højere grad er mænd end kvinder, der er primus motor i forhold til at få familien afsted på ski. Det er også dem, der kaster sig ud i nye skidiscipliner først. Derudover viser undersøgelsen, at syv ud af 10 danskere foretrækker at køre på alpinski, siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.

Undersøgelsen konkluderer desuden, at flest foretrækker alpinski, og at unge er til snowboard, mens langrend er et sandt hit blandt de ældre skiløbere.

- Der er ingen tvivl om, at de klassiske skitype-mønstre stadigvæk lever i bedste velgående blandt danskerne, for ifølge undersøgelsen mener flere end hver tiende dansker i aldersgruppen 18-29 år, at snowboardet er det ultimative legeredskab til skiferien, mens interessen for langrend stiger med alderen. Det er da også vores erfaring, at de unge søger større udfordringer og mere fart end de ældre, der i stedet lægger mere vægt på smukke naturoplevelser, siger Anna Kron Boysen.

Dagens Gossip