Mængden af frugt og grønt snyder danskerne

Skrevet af admin

07/12/2014

Mest læste i dag

Når vi fylder indkøbskurven op med frugt og grønt, får vi en fornemmelse af, at vi træffer det sunde valg. Men det er dog en beskeden del af danskerne, der spiser nok af de sunde fødevarer.

Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet GFK lavet for Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Mere end halvdelen af deltagerne mener, at de spiser nok frugt og grønt i hverdagen. Men når det kommer til stykket, er det kun seks procent af os, der spiser 600 gram frugt og grønt om dagen, som ellers er Fødevarestyrelsens anbefaling.

- Det kommer ikke bag på mig, at der er en uoverensstemmelse mellem, hvad folk siger, de gør, og hvad de rent faktisk gør, siger ernæringsekspert Per Brændgaard.

En forklaring er ifølge Per Brændgaard, at når vi husker, hvad vi spiser, så er det i situationer, hvor vi har været ekstra opmærksomme. Og da frugt og grønt er noget, vi spiser for at være sunde, så er det noget, der får særlig opmærksomhed.

Rådene til at spise og leve sundere har eksisteret herhjemme siden 1970'erne, hvor det dengang var Statens Husholdningsråd, der stod bag anbefalingerne. Tilbage i 1976 var der seks kostråd til inspiration, mens der i dag er 10.

Et af dem er således, at man spiser 600 gram frugt og grønt om dagen, hvor mindst halvdelen bør være grøntsager, lyder anbefalingen fra Fødevarestyrelsen.

Men mængden af frugt og grønt kan snyde, når det kommer til det visuelle, siger seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU. Hun forsker i danskernes madvaner og mener, at vi kan have svært ved at tælle til 600 gram frugt og grønt.

- Hvis folk for eksempel spiser meget salat, så skal man være opmærksom på, at den slags ikke vejer meget, men fylder en del på tallerken. Det kan visuelt godt komme til at se ud som om, at man spiser rigtig meget. Men i vægt gør man det ikke, siger Sisse Fagt.

Trine Enevold Grønlund, der er ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen, forklarer, at kampagnen "6 om dagen" siden 1998 skullet få danskerne til at spise mere frugt og grønt.

- Men overordnet er det stadig sådan, at der er for få, som lever op til anbefalingen, påpeger hun.

/ritzau/