Mærket Simon Kjær undskylder indsats

Han vidste, hvad der ventede. Og det virkede, som om Simon Kjær havde forberedt sig. Han kom målbevidst ud af omklædningsrummet og stod foran reporterne i Parken med helt røde øjne, der var blanke, undskyldende og nedslåede.

Han var indblandet i alle Armeniens fire mål, det første allerede efter 27 sekunder. En værre præstation af en enkelt spiller på det danske landshold er svær at huske. Og det vidste Kjær godt efter kampen.

- Det er det værste, jeg har prøvet som fodboldspiller. Det mest pinlige. Der er ikke så meget andet at gøre for mig end at beklage, sagde Kjær og nærmest gentog:

- Dette er det værste i min karriere. Jeg fik tilliden fra træneren, og jeg leverede ikke i dag. Det gør virkelig ondt. Men fodbold er sådan en gang imellem, og jeg kan ikke gøre andet end at beklage og sige undskyld. Jeg må hjem og kigge mig selv i spejlet og så se, hvad jeg vil med det her, sagde Kjær.

Han havde svært ved at holde tårerne tilbage, men var alligevel sikker i stemmen, da han svarede på spørgsmålet om, hvorvidt han havde svigtet holdet og nationen.

- På en eller anden måde har jeg svigtet. Men på den anden side går jeg ikke på banen for at levere en dårlig kamp. Jeg svigtede mit niveau, men jeg kunne aldrig drømme om at gå ud på banen og ikke give mig 100 procent, sagde Kjær, som dog erkendte, at han kan have kostet VM-deltagelsen.

- Det er derfor, at det er den mest skuffende oplevelse, jeg har haft som fodboldspiller på grund af de konsekvenser, jeg får i dag. Det er utilgiveligt. Men igen, jeg er et menneske, og vi laver alle fejl. Det er, hvordan man kommer ud af det, at man viser, hvordan man er som menneske.

Allerede efter 27 sekunder begik han sin første fejl og leverede dermed det første spadestik til Danmarks VM-begravelse.

- Det er en simpel bold, og jeg vil spille den simpelt over til Simon Poulsen, men rammer den dårligt, så den ryger direkte over til deres mand. Jeg har lidt svært ved at orientere mig om, hvor han står. Han tager et svært touch og kommer ind foran bolden, og så tager han den med og scorer, sagde Kjær, som nu skal forsøge at komme ud af nedturen.

- Det lyder kliché-agtigt. men det er en del af gamet at komme ud for det her. Der kommer altid disse kampe. Dem skal man minimere, og det skal jeg hjem og finde ud af, hvordan fanden jeg gør, siger han og gentager sin undskyldning.

- Det gør ondt det her. Det er bestemt ikke sjovt. Det er utroligt frustrerende, at man får den tillid efter at være blevet sparet fordi jeg ikke var 100 procent fit og så levere sådan her. Jeg er jo klar over, at dette berører en masse mennesker, men jeg tør vædde med, at den, der er mest skuffet i hele Danmark, er mig.

Dagens Gossip