Mærsk-aktier styrer mod skyerne efter chefskifte

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Mærsk B aktien ender med en stigning på 11,9 procent ved lukketid på børsen oven på nyheden om, at Søren Skou afløser Nils Smedegaard som topchef i Mærsk.

Dermed er aktien i 9140 kroner ved lukketid. Til sammenligning lå B-aktien i omtrent 8420 koner, kort inden at meddelelsen om direktørskiftet tikkede ind på fondsbørsen torsdag ved 14-tiden.

Samlet stiger Mærsks markedsværdi med omkring 15 milliarder kroner torsdag og er nu på knap 187 milliarder kroner.

Den nye topchef, Søren Skou, har været i koncernen siden 1983, hvor han senest har været chef for containerrederiet Maersk Line.

Hvorvidt der er tale om en fyring, ville bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen ikke ud med til Ritzau Finans, men han har gjort det klart, at det alene var bestyrelsens beslutning at lade Søren Skou overtage Nils Smedegaards job.

Nils Smedegaard Andersen har forholdt sig tavs.

Torsdag har bestyrelsen i Mærsk også annonceret fremtidige omstruktureringer i virksomheden, hvilket altså er blevet belønnet på børsen.

- Vi skal vurdere, om vi skal gøre op med den måde, hvorpå vi er struktureret som én gruppe med forretningsdele under samme hat, eller om vi for eksempel skal se på, om det giver mening at splitte op i flere mindre enheder.

- Og det har vi på nuværende tidspunkt ikke svaret på, men det er det, vi nu skal finde ud af, siger Michael Pram Rasmussen til Ritzau Finans om forandringerne.

Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank, vurderer til Ritzau Finans, at det mest af alt er spekulationerne om en eventuel opsplitning af konglomeratet, der torsdag sender aktiekursen til vejrs.

De øvrige eliteaktier i det danske C20-aktieindeks ender også i et solidt plus torsdag.

Indeksets aktier steg 1,9 procent til indeks 1023,47, og kun tre aktier faldt. Største fald oplevede Nordea.

/ritzau/