Mærsk-arving er på vej ind i maskinrummet

Skrevet af admin

27/02/2014

Mest læste i dag

Bestyrelsen i A.P. Møller Mærsk foreslår, at Mærsk-arvingen Robert Mærsk Uggla indtræder i selskabets bestyrelse, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.

Derimod har 73-årige Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, der er Mærsk Mc-Kinney Møllers ældste datter, meddelt, at hun udtræder af bestyrelsen.

Den 35-årige Robert Mærsk Uggla, der er barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, er administrerende direktør for Svitzer, der er en del af A.P. Møller gruppen.

Han er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og Gustav Peder Hansson Uggla.

I august 2009 blev han udpeget til administrerende direktør for Broström Tankers.

Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, har to søstre, 69-årige Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og 65-årige Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Sidstnævnte har flere bestyrelsesposter inden for Mærsk-koncernen og overtog efter faderens død formandsposten i Almenfonden.

Fonden, der er Danmarks rigeste, er opkaldt efter A.P. Møller og hans amerikanske hustru Chastine. Fonden blev stiftet i 1953, da A.P. Møller ville sikre, at rederiet blev i familiens hænder. Siden da har fonden givet penge til både stort og småt.

Senest har fonden givet en milliard kroner til folkeskolen. Det mest kendte bidrag er Operaen på Holmen i København.

Bestyrelsen har ud over Robert Mærsk Uggla foreslået, at administrerende direktør i Danfoss, Niels Bjørn Christiansen indtræder sammen med Dorothee Blessing, Renata Frolova og Palle Vestergaard Rasmussen indtræder i bestyrelsen.

Bestyrelsen foreslår genvalg af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Jan Leschly, Robert Routs, Arne Karlsson og Sir John Bond.

Jan Tøpholm, Lars Pallesen, John Axel Poulsen og Erik Rasmussen har ud over Leise Mærsk Mc-Kinney Møller meddelt, at de ikke genopstiller.

/ritzau/