Mærsk-datter døber mastodont i faderens navn

Første skib i serien af verdens hidtil største containerskibe fik navn inden overleveringen til verdens største containerrederi om to uger. For dåben stod formanden for fonden bag Mærsk-gruppen, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, og hun navngav skibet efter sin far, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller - en af de største, danske erhvervspersoner nogensinde.

»Gid dine rejser på verdens have bliver blide og dine opgaver succesfulde. Må du bringe lykke til dit mandskab, må du være en sikker havn for alle ombord, og må du bringe stolthed og velstand til alle. Lykke på rejsen!« lød det besværgende fra Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. 

Blandt gæsterne ved dåben var også A.P. Møller Mærsks formand Michael Pram Rasmussen, direktør Søren Skou fra Maersk Line og Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas sønner Robert Mærsk Uggla og Johan Pedersson Uggla, som begge har højtstående stillinger i koncernen.

Skibet er det første af i alt 20, som A.P. Møller - Mærsk har bestilt på det sydkoreanske værft. Mærsk Mc-Kinney Møller døde 16. april 2012 i en alder af 98 år.

Dagens Gossip