Mærsk-fond giver millioner til Brumleby

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Brumlebys brugsforening, som er den ældst bevarede brugsforening i Danmark, restaureres.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har givet 4,9 millioner kroner til formålet, oplyser Nationalmuseet på sin hjemmeside.

Nationalmuseet står for restaureringen i samarbejde med Brumleby Museum og for forskningen i brugsforeningens enestående arkiv.

Brugsforeningen blev etableret i 1868 i Brumleby på Østerbro og blev Københavns første brugsforening.

Den hed Østerbros Husholdningsforening, og der var gang i handlen indtil 1984, hvor den lille butik måtte give op over for lavpris-konkurrenterne i nabolaget. Men nu kommer der igen liv i butikken i kvarteret af samme navn.

Planen er, at brugsforeningen skal bringes tilbage til omkring år 1870 og både bruges som museum og til forskellige arrangementer. Den skal stå færdig ved udgangen af 2016, som er 150 års jubilæet for brugsforeningsbevægelsen.

På Nationalmuseet er forsknings- og samlingschef på området for nyere tid og verdenskulturer Christian Sune Pedersen taknemmelig for bevillingen fra fonden.

- Donationen gør det muligt at bevare Danmarks ældste eksisterende brugsforening, som samtidig ligger i en af landets vigtigste industrielle kulturmiljøer.

- Brumleby er blandt andet med i Kulturministeriets Kulturkanon og er internationalt anerkendt som et førende industrielt mindesmærke med pendanter i både Tyskland og England.

- Brumleby og brugsforeningen er simpelthen fortællingen om det, der går lidt forud for vores velfærdssamfund, siger Christian Sune Pedersen på hjemmesiden.

/ritzau/