Maersk gør klar til oliejagt ved Grønland

Næste år ventes Maersk Oil at træffe beslutning, om det miljømæssigt og økonomisk er forsvarligt at bore i Baffin Bugt ud for Upernavik i Nordvestgrønland. Boringerne vil ifølge aftalen med de grønlandske myndigheder i så fald skulle foregå i tre års perioden 2014-17 i én licensblok.

Udgiften til blot én operation med en borerig i én blok i det isfyldte og vanskelige havområde Baffin Bugt er omkring én milliard kroner.

Før et olieselskab indleder den afgørende oliejagt - altså prøveboringer - skal der laves en social undersøgelse om, hvordan de grønlandske byer og bygder kan blive påvirket af boreaktiviteterne.

Maersk Oil har med hjælp fra eksperter fra tre andre olieselskaber nu påtaget sig opgaven at få lavet en undersøgelse af de sociale, helbredsmæssige og økonomiske forhold i byen Upernavik og bygder i Nordvestgrønland, men også hovedstaden Nuuk og lufthavnen i Kangerlussuaq i Vestgrønland. Studiet bliver koordineret af det internationale konsulentfirma Golder Associates og det grønlandske konsulenthus Inuplan, oplyser Maersk Oil.

Ud over Maersk Oil har britiske Cairn Energy, amerikanske ConocoPhilips og britisk-hollandsk Shell planer om efterforskningsboringer i Baffin Bugt.

Maersk Oil ejer 47,5 procent af et stort licensområde med navnet Tooq i Baffin Bugt. Partnerne er britiske Tullow Oil med 40 procent og grønlandske Nuna Oil med 12,5 procent af licensen.

Det canadiske olieselskab Husky og Cairn Energy ventes på linje med Maersk Oil næste år at træffe beslutning, om de skal gå i gang med prøveboringer ud for Vestgrønland.

I sommeren 2012 fik Maersk Oil, Cairn, ConocoPhilips og Shell lavet 3D seismiske undersøgelser. Et specialfartøj foretog undersøgelser for Maersk Oil i et havområde på 1.850 kvadratkilometer.

I 2010-11 brugte Cairn Energy omkring syv milliarder kr. på otte prøveboringer ved øen Disko ud for byen Ilulissat, der ligger nogle hundrede kilometer syd for Upernavik. Her blev der fundet spor af olie, men ikke nok til kommerciel produktion.

USAs geologiske undersøgelser USGS har vurderet, at der i hele området ud for Vestgrønland, herunder Baffin Bugt, ligger olie og gas svarende til 17 milliarder tønder olie.

Dagens Gossip