Mærsk i historisk milepæl: Nyt olieeventyr på dybt vand

Den danske olie- og rederigigant A.P. Møller-Mærsk nåede en vigtig og historisk milepæl lørdag. For første gang producerer datterselskabet Maersk Oil råolie i Den Mexicanske Golf, og for første gang i olieselskabets historie foregår det på dybt vand.

Det sker 450 kilometer syd for New Orleans i Louisiana. På 2100 meters vanddybde og fra en flydende produktionsplatform, der er forankret til havbunden med store ankre, åbnede Maersk Oil hanerne for olieproduktionen natten til lørdag i Jack-feltet, der giver selskabet 8000 tønder råolie dagligt.

Driftschef i Maersk Oil, Gretchen Watkins, er tilfreds. Ikke mindst fordi både budgetter og tidsplan er overholdt i det omfattende projekt.

- Jack-feltet leverer Maersk Oils første olie fra dybt vand og den første produktion i USA. Produktionen er et vigtigt led i vores mål om olieproduktion og vækst.

- Evnen til at levere projekter til tiden og indenfor budgettet, kombineret med kapital, disciplin og tekniske muligheder, er afgørende for Maersk Oil. Det er Jack-feltet et godt eksempel på, siger driftschef i Maersk Oil Gretchen Watkins.

Maersk Oil ejer 25 procent af feltet, der drives af olieselskabet Chevron, der ejer 50 procent. Også Statoil er med i det nye olieeventyr med en ejerandel på 25 procent.

Af selve den flydende produktionsplatform ejer Maersk Oil fem procent. Anlægget har en produktionskapacitet på 170.000 tønder råolie og 42 millioner kubikmeter naturgas om dagen. Ifølge Maersk Oil har anlægget potentiale for fremtidig ekspansion.

Jack-feltet blev opdaget for 10 år siden, og har en forventet levetid på 30 år.

A.P. Møller-Mærsk har en ambition om at hæve produktionen af råolie til 400.000 tønder om dagen i 2020. I år har konglomeratet med hovedsæde på Esplanaden i København meldt ud, at produktionen vil stige til 240.000 tønder dagligt.

Ud over den danske del af Nordsøen, hiver Maersk Oil også råolie op i Storbritannien, Algeriet, Qatar og i den russiske republik Kasakhstan. Hovedparten af olieproduktionen foregår i Nordsøen og Qatar.

/ritzau/

Dagens Gossip