Mærsk Mc-Kinneys grunde blev revet væk

Skrevet af Elo Christoffersen

01/05/2013

Dagens topnyheder

Millionerne ruller ind hos Mærsk Mc-Kinney Møller’s arvinge.

Alle den afdøde skibsreders grunde er nemlig blevet solgt til købere, der har haft råd til at lægge et stort millionbeløb for et stykke jord i det fashionable Mosehøj-kvarter i Charlottenlund nord for København. Det bekræfter mægleren bag salgene, Ivan Eltoft Nielsen, over for boligsitet, Boliga.

- Det tog kun tre-fire måneder at få dem solgt, og det skyldes nok, at det er de sidste grunde, der er tilbage i Charlottenlund, og at det er noget af det bedst beliggende jord i området. Det var en unik kombination, siger han.

Jordstykket over for den afdøde skibsreders privatbolig blev i december solgt for 15 millioner kroner og i januar blev den tilstødende parcel solgt til et ungt par for seks millioner kroner.

Når Mærsk Mc-Kinney Møllers private bolig på Mosehøjvej 4c bliver solgt, så er der formentlig et syvcifret beløb klar til arvingernes konti.

Ejendommen er vurderet til 29,5 millioner kroner for den etplanede villa på 670 kvadratmeter, der blandt andet byder på  ni værelser, tre badeværelser, et stort køkken, en vinkælder på 114 kvadratmeter og en indendørs swimmingpool.