Mærsk-skib reddede 141 bådflygtninge i Middelhavet

Det var det Mærsk-ejede containerskib »Seago Felixstowe«, som tirsdag deltog i aktionen, der fandt sted kun en uge efter, at flere end 300 afrikanske immigranter omkom ved et forlis ved den italienske ø Lampedusa.

»Redningsaktionen varede hele natten, og det lykkedes for besætningen at redde i alt 141 mennesker op fra vandet. Efter instrukser fra the Maritime Rescue Coordination Centre, MRCC, i Rom blev disse flygtninge sat i land i havnen i Pozzallo. Vi er stolte af vores søfolks adfærd og at de var i stand til at yde nødhjælp til disse mennesker,« skriver Palle Laursen, der er chef for skibsdriften i Maersk Line, til tv2.dk.

Maersk Line har på nuværende tidspunkt ikke yderligere detaljer om redningsaktionen, oplyser deres pressetjeneste til tv2.dk.

Hundredvis af illegale afrikanske immigranter stævner hvert år ud fra Nordafrika i synkefærdige skuder på vej mod Europa.

I sidste uge kæntrede en båd med 500 afrikanske immigranter, og dykkere har foreløbig bjærget omkring 300 lig fra det forliste skib. 155 passagerer reddede livet og blev bragt i land af skibe, der kom til undsætning.

Dagens Gossip