Mærskdirektør: Den nye fond bliver en finansiel buffer

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

A.P. Møller Mærsks nye holdingselskab skal være en finansiel buffer, der skal sikre selskabet langt ud i fremtiden.

Det siger direktør i A.P. Møller Fonden, Lars-Erik Brenøe, i et interview med Ritzau Finans.

- Når et holdingselskab bliver dannet, giver det mulighed for på den finansielle del af have en form for buffer i koncernen, siger Lars Brenøe og fortsætter:

I de år, hvor det går rigtig godt i aktieselskabet og giver store udbytter, kan det tilgå holdingselskabet, og så kan en del af det overskud, der går videre til fonden, uddeles til almene formål.

Mellem 2010 og 2012 er der uddelt 900 millioner kroner om året. Senest fik Folkeskolen én milliard kroner.

A.P. Møller-Mærsk er vokset enormt de sidste 10 år. Det har betydet en fordobling af omsætningen, lyder det fra direktøren i A.P. Møller Fonden.

Det har i perioden medført en mangedobling af udbyttet fra aktieselskabet, og derfor er pengestrømmene i hele systemet - både ud af aktieselskabet og op i fonden - blevet meget større.

- I år, hvor det ikke går så godt i aktieselskabet, og udbyttet måske er lidt lavere, kan man så øge udbytterne til fonden og derved uddelingerne, forklarer Lars-Erik Brenøe til Ritzau Finans.

Direktøren fortæller, at den fleksibilitet, der kommer af at have en buffer midt imellem det aktive aktieselskab og den uddelende fond, vil sikre både erhvervsaktiviteten og uddelingsaktiviteten.

Det er således tankegangen bag stiftelsen af holdingselskabet, siger Lars-Erik Brenøe.

- Når vi ønsker at sikre og styrke det aktive ejerskab, så er det på sigt. Det starter selvfølgelig allerede, når vi har stiftet selskabet, lyder det fra A.P. Møller Fondens direktør.

Formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla lægger dog ikke skjul på, at det er en stor beslutning for hende at ændre ejerskabet, som hendes far Mærsk Mc-Kinney Møller og farfar Arnold Peter Møller står bag.

Til epn.dk siger hun, at det ikke er en revolution, men en meget stor beslutning, fordi fonden blev dannet i 1953 af min farfar. Hun slår også fast, at beslutningen har været længe undervejs..

Formand for fonden bliver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. I bestyrelsen sidder endvidere og tidligere direktør i Danske Bank, Peter Straarup og Lars-Erik Brenøe.

/ritzau/