Mafiaen står måske bag hestekødsskandalen

Organiserede kriminelle bander fra Italien og Polen mistænkes for at indtage en hovedrolle i den såkaldte hestekøds-skandale, som har fået supermarkeder i flere europæiske lande til at rydde deres hylder for en række færdigretter.

Det skriver den britiske avis The Observer.

Personer med kendskab til hesteslagterier siger til avisen, at der er beviser på, at den polske og italienske mafia tjener millioner på at snyde med fødevareproduktion og leverancer af kød til andre producenter.

Kilderne påstår, at dyrlæger og embedsfolk, der arbejder på slagterier eller på levnedsmiddelfabrikker, trues til officielt at godkende kød fra grise eller heste som oksekød.

Følg dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

Det svenske firma Findus, der producerer færdigretter, har tilbagekaldt store mængder frossen lasagne efter afsløringen af, at den populære oksekødret i virkeligheden indeholdt kød fra heste.

Det franske firma Comigel, der er underleverandør til Findus, siger, at der kan have været hestekød i Comigels leverancer siden august. Det oplyser Findus.

Kødet er angiveligt havnet hos Comigel via Spanghero, som igen har fået det fra blandt andre en rumænsk leverandør. Spanghero var for 20 måneder siden involveret i en anden stor fødevareskandale.

De franske myndigheder har indledt en undersøgelse af de to firmaer. Ifølge forbrugerminister Benoit Hamon stammer kødet fra Rumænien, men selskaber i Frankrig, Holland, Cypern samt en fabrik i Luxembourg er også i søgelyset.

- Jeg kan forsikre dig om, at uanset om der er tale om en bevidst handling, eller det skyldes sløseri, så vil der komme sanktioner, siger den franske minister i et tv-interview ifølge Daily Mail.

Han advarer om, at en "international sammensværgelse" kan ligge bag skandalen.

Det er specielt i Storbritannien, at skandalen er eksploderet. Blandt andet har burgerkæden Burger King serveret hamburgere, der egentlig burde være fremstillet af oksekød, men som viste sig at indeholde hestekød.

Cheferne for de største britiske supermarkeder var lørdag hasteindkaldt til et møde med sundhedsmyndighederne i London som følge af skandalen.

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er en chokerende historie, siger den britiske premierminister, David Cameron, ifølge Daily Mail.

Hans miljøminister, Owen Paterson, forsøger at dæmpe frygt blandt forbrugere for at have indtaget sundhedsskadelige færdigretter, med udtalelser om, at han ikke vil tøve med at servere en af retterne for sin familie.

Ifølge de britiske aviser er der bekymring for, at hestekødet indeholder rester af en type medicin, der kan være farlig for mennesker.

/ritzau/

 

Dagens Gossip