Magnus Cort efter ny triumf: Fantastisk følelse

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Så gjorde han det igen.

21-årige Magnus Cort fra Team Cult Energy troede ikke selv på det inden etapen, men efter en fantastisk spurt lykkedes det endnu engang det unge stortalent at vinde første etape af årets Post Danmark Rundt.

I en særdeles livlig afslutning viste Cort sig hurtigst i spurten, og den unge stjerne kunne heller ikke forstå, at han nu har vundet endnu en etape i det danske cykelløb.

- Det er fantastisk. Man tror jo næsten ikke, det kan lade sig gøre. Det er min 13. sejr i år, og efter noget tørke, troede jeg aldrig den sejr ville komme. Men så er det fantastisk, at sejren så kommer her på hjemmebane, siger Magnus Cort efter sejren.

Selvom Cort selv gjorde arbejdet færdigt i spurten, var han ikke sen til at rose holdkammeraterne for en stor arbejdsindsats.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Alt lykkedes bare perfekt i dag, og holdet kører rigtig godt for mig. At jeg så også er i stand til at gøre det færdigt, det er bare fantastisk, siger en storsmilende Magnus Cort.

Magnus Cort sidder efter onsdagens etape på hele tre af løbets trøjer - den ene af dem er løbets førertrøje. De andre to er løbets point- og ungdomstrøje.

Torsdag køres løbets anden etape. Det er årets længste, der strækker sig 194 kilometer fra Skive til Aarhus.

/ritzau/