Magnus Cort napper endnu en etapesejr

Magnus Cort Nielsen fra Team Cult Energy fortsætter med at overraske i Post Danmark Rundt.

Lørdag vandt den 20-årige dansker sin anden etape i årets løb, da han kom først over målstregen på 4. etape fra Høng til Asnæs.

Cort Nielsen, der fredag måtte aflevere løbets førertrøje til Matti Breschel (Saxo-Tinkoff), slog til på den afsluttende stigning, hvor han indhentede Sasha Modolo (Bardiani) og sikrede sig sejren.

Danskeren vandt tidligere på ugen 1. etape og kørte derfor i løbets førertrøje på etaperne torsdag og fredag.

Det var landsmanden Martin Mortensen (Team Concordia Forsikring-Riwal), der iscenesatte den spændende afslutning, da han kørte væk fra feltet med omkring 30 kilometer til mål. Mortensen fik hurtigt selskab af Sasha Modolo.

Udbryderduoen fik slået et hul til feltet på 50 sekunder, men med omkring 10 kilometer til målstregen begyndte Saxo-Tinkoff at arbejde for den gule førertrøje Matti Breschel bagude.

Til trods for det forholdsvist store hul, så kunne Saxo-Tinkoffs lokomotiv godt hjulpet af Lars Baks Lotto-Belisol-mandskab hurtigt hente ind på udbryderne. Martin Mortensen blev opslugt med to kilometer til mål, mens Sasha Modolo fortsatte sit togt.

Den afsluttende stigning passede perfekt til Matti Breschel, men det var i stedet Magnus Cort Nielsen, der havde de bedste ben i Asnæs. Cult-rytteren hentede nemt Modolo og kastede sig ned i asfalten, da sejren var sikret.

Matti Breschel topper fortsat klassementet. Saxo-Tinkoff-rytteren har et forspring på fire sekunder til Lars Bak på andenpladsen.

Den danske OL-guldvinder i omnium, Lasse Norman Hansen (Blue Water Cycling), valgte at udgå af etapeløbet kort før afslutningen på 4. etape efter flere styrt tidligere i løbet.

Rytterne skal i aktion endnu en gang lørdag, når der er en 12,1 kilometer lang enkeltstart i Holbæk.

Dagens Gossip