Magnussen bedyrer sin uskyld: Forsøgte at undgå Massa

Kevin Magnussen er uenig med Felipe Massa, som tidligere søndag påstod, at den danske McLaren-kører var skyld i sammenstødet i begyndelsen af det tyske Formel 1-grandprix.

Williams-køreren Massa mener, at Magnussen burde have bremset, og at den 21-årige rookie lå bagved brasilianeren i situationen i det første sving og burde have forudset faren.

Magnussen forklarer, at han gjorde sit bedste for at undgå at køre ind i Massa, som slog en kolbøtte og måtte udgå efter sammenstødet på Hockenheim-banen.

- Det var virkelig en skam. Jeg tror, at jeg kunne have kørt et fornuftigt løb, hvis jeg ikke havde haft det uheld i første sving, siger Magnussen i en pressemeddelelse.

- Hvis jeg havde haft et sted at køre hen, så havde der ikke været kontakt med Felipe. Jeg gjorde mit bedste for at undgå uheldet, men der var ikke meget andet, jeg kunne have gjort, mener han.

Magnussen begyndte som firer, men måtte ned som nummer 21 efter uheldet. Danskeren endte dog som nier.

- Jeg lavede hjulspin og måtte skifte dæk og næseparti på bilen efter uheldet. Så jeg brugte halvdelen af løbet på at komme op gennem feltet. Det var virkelig ikke det bedste, som kunne ske, siger Magnussen.

- Men der stadig meget positivt at tage med. Bilen opførte sig ekstremt godt, og baghjulene holdt stand, som er noget nyt for denne bil. Det er normalt et større problem at holde baghjulene i live, men det var ok i dag.

- Jeg er glad for at tage herfra med nogle point, men jeg er skuffet, fordi vi skulle have hentet flere. Jeg håber, at vi kan holde farten og få et godt resultat i Ungarn i næste uge, siger Magnussen.

/ritzau/

Dagens Gossip