Magnussen bliver formel 1-reserve i Monaco

Det sker, når sæsonens mest imødesete løb afvikles rundt i Monacos gader i weekenden fra den 24-26 maj.

- Selvfølgelig er løbet i Monaco noget helt specielt, siger Kevin Magnussen til sporten.dk.

Det er tredje gang i denne sæson, at McLaren stiller til start med den 20-årige dansker som reserve for teamets kørere Jenson Button og Sergio Perez. Således var Kevin Magnussen også med på sidelinjen ved de to seneste formel 1-løb i Kina og Bahrain.

Danskerens reserverolle bliver dog noget anderledes i Monaco. Løbet falder nemlig sammen med Kevin Magnussens eget engagement i løbsserien Renault World Series 3,5, der i samme weekend kører som såkaldt support-klasse før formel 1-løbet.

- At jeg skal være reserve i Monaco, kommer jeg højst sandsynligt ikke til at fokusere så meget på. Jeg skal jo selv køre mit eget løb i World Series i Monaco den weekend. Så jeg kommer ikke til at gå rundt i McLaren-tøj, men er sammen med mit eget team (Dams,red.), siger Kevin Magnussen og tilføjer:  

- Så jeg får ikke den rolle, som jeg havde de to andre gange, hvor jeg var med for at lære en masse. Det får jeg slet ikke tid til.

Han fører i øvrigt Renault World Series 3,5s samlede stilling. Løbsserien betragtes som rugekasse for motorsportens mest lovende talenter.

Skulle det alligevel ske, at enten Jenson Button eller Sergio Perez af den ene eller anden grund må melde fra til racet i Monaco, så vil McLaren sætte Kevin Magnussen i bilen.

Danskerens tredje tjans som reserve hos det engelske formel 1-team kunne dog udefra set blot ligne et belejligt sammenfald for McLaren, nu hvor han alligevel er at finde i pitten i forbindelse med racet.

Men det er ikke tilfældet. Aftalen med McLaren lyder ifølge Kevin Magnussen selv på endnu flere formel 1-løb som officiel reservekører i denne sæson. 

- Det har hele tiden været meningen, at jeg får cirka en tredjedel af løbene i denne sæson. Så jeg regner med at få flere løb efter Monaco, siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV