Magnussen bliver nummer syv efter drama på Silverstone

Skrevet af admin

06/07/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen hentede yderligere point til kontoen i Formel 1, da det britiske grandprix søndag blev kørt på Silverstone i England.

Den danske McLaren-kører blev efter det dramatiske og meget forsinkede grandprix noteret for en syvendeplads.

Det er det samme resultat, som Kevin Magnussen hentede ved det seneste grandprix i Østrig.

Resultatet på Silverstone indbringer ham seks point til VM-stillingen, så han nu er oppe på 35 point efter ni løb.

Dermed kunne Kevin Magnussen ikke helt leve op til sin startplacering som nummer fem, og han blev også distanceret af sin teamkammerat, briten Jenson Button, der blev nummer fire.

Mercedes-køreren Lewis Hamilton vandt løbet for anden gang i karrieren.

Han var et halvt minut foran nummer to, finnen Valtteri Bottas (Williams), der ellers indledte løbet helt nede som nummer 14.

Tredjepladsen gik til Red Bull-køreren Daniel Ricciardo fra Australien.

Løbet på Silverstone fik en meget voldsom indledning på første omgang med flere påkørsler, hvilket sendte blandt andre eksverdensmesteren Kimi Räikkönen (Ferrari) og 200-grandprix-jubilaren Felipe Massa (Williams) ud.

Finske Kimi Räikkönen, der indledte løbet helt nede som nummer 18, røg en tur af banen, og da han forsøgte at komme ind på banen igen, ramte hans Ferrari tilsyneladende en ujævnhed på banen.

Herefter ramlede 2007-verdensmesteren ind i blandt andre sin tidligere Ferrari-teamkammerat brasilianeren Felipe Massa, hvorefter Räikkönen røg en tur ud i autoværnet i en uhyggelig afkørsel.

Lykkeligvis slap både Räikkönen og Massa ifølge meldinger fra ulykken uden at have brækket noget.

Kevin Magnussen indledte som nævnt løbet fra en startplads som nummer fem, men den danske McLaren-kører fik hurtigt kørt sig op på tredjepladsen efter blandt andre at have overhalet verdensmesteren Sebastian Vettel (Red Bull).

Efter en pause på cirka en time, hvor banen blev repareret, blev løbet genoptaget med en top-3, der hed Nico Rosberg, Jenson Button og Kevin Magnussen.

Danskeren blev senere overhalet af blandt andre Lewis Hamilton og Sebastian Vettel.

På 29. af de 52 omgange måtte sidste års vinder, Mercedes-køreren Nico Rosberg, udgå efter problemer med bilen.

Dermed udgik tyskeren, der topper VM-stillingen, for første gang i sæsonens niende grandprix.

Før søndagens løb var Nico Rosberg ikke sluttet dårligere end nummer to.

Sebastian Vettel og spanske Fernando Alonso (Ferrari) havde en drabelig duel om femtepladsen, som verdensmesteren til sidst trak sig sejrrigt ud af med en overhaling fem omgange før mål.

Fernando Alonso kan nok alligevel være nogenlunde tilfreds, efter at han som følge af Ferraris mislykkede kvalifikation var begyndt løbet som nummer 16.

Nico Rosberg fører fortsat i den samlede VM-stilling.

Tyskeren har 165 point, men han er nu alvorligt truet af Lewis Hamilton, der med sine 25 vundne point på Silverstone nu har 161 point.

Kevin Magnussen er nummer ni med sine 35 point.

Der resterer 10 grandprix'er i sæsonen.

/ritzau/