Magnussen efter nye supertider: Lader mig ikke rive med

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Det tegner lyst for Kevin Magnussen forud for Formel 1-debuten i australske Melbourne i næste måned. Ved torsdagens testkørsel i Bahrain var Kevin Magnussen hurtigst af alle.

Den 21-årige McLaren-dansker slog blandt andre den regerende verdensmester, Sebastian Vettel (Red Bull), og den spanske stjerne Fernando Alonso (Ferrari) på den anden testdag på Sakhir-banen.

Det får ham dog ikke til at miste jordforbindelsen.

- Jeg lader mig slet ikke rive med. Jeg havde ingen forventninger til omgangstiderne. Jeg ville elske at vide, hvor vi står - det er jeg meget nysgerrig efter - men det er så svært at sige, fortæller Kevin Magnussen ifølge Skysports.

- Vi lærer stadig den nye bil at kende, og der er stadig mere arbejde med den. Vi har fire testkørsler mere i næste uge, og der vil blive ændret en del inden det første løb i Australien.

Sæsonstarten går i gang den 16. marts, og der er ifølge danskeren stadig plads til forbedring inden da.

- Når man tester, handler det om at komme igennem et stort program, og i dag havde vi desværre nogle problemer fra begyndelsen, inden vi heldigvis nåede at køre nogle hurtige omgange i eftermiddags.

- Jeg føler mig godt tilpas med holdet og meget godt i bilen, selv om man altid gerne vil have mere tid i den. Jeg skal stadig forbedre mig på alle områder, fastslår Magnussen.

/ritzau/