Magnussen efter træning: Plads til forbedring

Skrevet af admin

18/04/2014

Dagens topnyheder

En 6.-plads og en 12.-plads var resultatet af fredagens to træningsløb for Formel 1-køreren Kevin Magnussen forud for Kinas Grand Prix på søndag.

Danskeren er ikke specielt begejstret over McLaren-racerens præstation på banen i Shanghai.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke er så konkurrencedygtige som i de tidligere løb, men vi har en masse slid på fordækkene, og vi må undersøge, hvorfor det sker, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

- Jeg har aldrig haft så store problemer med det før, og det er svært at styre. Så vi skal justere det og min kørestil for at kompensere. For mig er dette også en ny bane, og jeg skal lige tilpasse mig, siger danskeren.

Lørdag bliver det alvor, når Formel 1-feltet fra morgenstunden dansk tid skal køre kvalifikation.

Her handler det om startpositionerne til søndagens grand prix, så tingene skulle gerne fungere bedre for Magnussen og teamkammeraten Jenson Button, der heller ikke imponerede under træningen.

- Vi må prøve at løse tingene i det næste døgn. Lad os håbe, at vi kan forbedre det inden løbet, siger Kevin Magnussen.

Lørdagens kvalifikation starter klokken otte om morgenen dansk tid.

/ritzau/