Magnussen: Er meget glad for at komme i top-fem

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Det var en god lørdag for Kevin Magnussen, som leverede en stor overraskelse ved at blive nummer fem i kvalifikationen til det britiske Formel 1-grandprix.

Den 21-årige dansker er da også yderst tilfreds med startpositionen som femmer til søndagens grandprix på den berømte Silverstone-bane.

Det er det bedste resultat i kvalifikationen siden det første grandprix i Australien, hvor Magnussen endte som nummer to.

- Det var en meget tricky kvalifikation. Det var svært at vide, hvordan banen ville være fra omgang til omgang. Så jeg er meget glad for at være i top-fem. Det kunne have været værre, siger Magnussen.

- Det var meget nemt at køre galt. Vi forsøgte at køre sikkert. Lige nu fortryder jeg, at jeg ikke satsede mere, siger han.

Mercedes-køreren Nico Rosberg snuppede pole position, mens Red Bulls Sebastian Vettel blev toer.

Lige efter de to tyskere fik Magnussens holdkammerat Jenson Button på fornem vis klemt sig ind på en tredjeplads, så det var en god kvalifikation for McLaren.

- Jenson kom i top-tre. Han gjorde et fantastisk job. Nu må vi se, hvad det kan blive til søndag, lyder det fra Magnussen.

Magnussen var i tvivl, om han overhovedet skulle køre i de sidste minutter af kvalifikationen, fordi det stadig regnede og var glat.

Men det var taktisk klogt at forsøge endnu en gang til slut, for det var der, at femtepladsen kom i hus.

- Jeg troede ikke, at vi skulle køre mere. Banen virkede slet ikke tør nok. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt banen tørrede. Lige pludselig var det tørt, forklarer Magnussen.

- Det er svært at sige, hvordan det går søndag. Nu er vi en god position i starten af løbet. Vi vil forsøge at få det bedste ud af det, siger han.

Søndagens grandprix begynder klokken 14 dansk tid.

/ritzau/