Magnussen er overlykkelig over Formel 1-kontrakt

Kevin Magnussen er meget glad for, at han næste år skal køre Formel 1 for det berømte McLaren-Mercedes-team.

Teamet bekræftede torsdag, at den 21-årige dansker får en plads på holdet i næste sæson.

- Jeg er overlykkelig over at få min Formel 1-debut for McLaren, siger Kevin Magnussen til teamets hjemmeside.

- Jeg vil sige det enkelt: Dette team er det bedste.

- Det har været min drøm at køre for McLaren, lige siden jeg var en lille dreng, og det er ingen overdrivelse at sige, at jeg har dedikeret næsten hver eneste dag af mit liv til at nå målet om at blive Formel 1-kører for McLaren, siger danskeren.

Kevin Magnussen følger i sporene på sin far, Jan Magnussen.

Han fik også sin Formel 1-debut for det berømte britiske team, da han i 1995 kørte et enkelt løb for McLaren.

Kevin Magnussen afløser mexicaneren Sergio Perez, som onsdag meddelte, at han stopper hos McLaren.

Danskeren bliver teamkammerat med den tidligere Formel 1-verdensmester Jenson Button, og Kevin Magnussen ser frem til samarbejdet.

- I Jenson har jeg den ideelle teamkammerat. Han er utroligt hurtig, det er klart, men han er også meget erfaren og ekstremt dygtig set fra et teknisk perspektiv.

- Han er Formel 1-verdensmester, hvilket jeg også håber at blive, og jeg er fast besluttet på at lære så meget af ham, som jeg overhovedet kan, siger han.

Kevin Magnussen har været tilknyttet McLarens juniorprogram i nogle år.

I år blev danskeren verdensmester i Formula Renault 3.5 World Series, der regnes som en af rugekasserne til Formel 1.

/ritzau/

Dagens Gossip