Magnussen er sjettebedst i sidste træning

Kevin Magnussen satte sjettehurtigste tid i Formel 1-kørernes tredje og sidste træning før kvalifikationen til grandprixet på Hockenheim.

Dermed følger han op på fredagens træninger, hvor han havde femte- og syvendebedste tid.

Temperaturen steg voldsomt på banen i løbet af den time, træningen varede. Det betød, at flertallet af kørerne først brugte de hurtige bløde dæk i træningens sidste 10 minutter. Her satte danskeren også sin hurtigste tid og rykkede en enkelt plads frem i hierarkiet.

De to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton kørte igen hurtigst med Fernando Alonso (Ferrari) på tredjepladsen.

Williams-kørerne Felipe Massa og Valtteri Bottas var de to øvrige, som kørte hurtigere end danskeren.

Magnussens holdkammerat Jenson Button blev nummer 13 i træningen.

Kvalifikationen til søndagens grand prix bliver kørt senere lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip