Magnussen er syvendehurtigst i sidste Shanghai-træning

Skrevet af admin

16/04/2016

Dagens topnyheder

Racerkøreren Kevin Magnussen har omsider fået gang i sin racer forud for weekendens Formel 1-grandprix i Shanghai.

Den 23-årige danske Renault-kører satte syvendehurtigste tid i den tredje og sidste træning forud for kvalifikationen, der begynder lørdag klokken 9.00.

I massivt regnvejr fik Magnussen kørt nogle få omgange med fuld speed, mens flere andre konkurrenter tog den med ro.

Holdkammeraten hos Renault, Jolyon Palmer, var en anelse hurtigere end danskeren, da briten satte sjettebedste tid.

Ferraris Sebastian Vettel var klart hurtigst i den afsluttende træning, men det hører med til historien, at de to suveræne Mercedes-kørere Lewis Hamilton og Nico Rosberg ikke blev noteret for en tid.

Kevin Magnussen har haft en problematisk start i Shanghai, hvor et defekt hjulophæng betød, at danskeren ikke fik sat nogen tider i fredagens to træninger.

/ritzau/