Magnussen glæder sig til vigtigt løb i Ungarn

Skrevet af admin

23/07/2014

Dagens topnyheder

Efter et par frustrerende grandprix'er ser Kevin Magnussen frem til den kommende weekends grandprix i Ungarn.

Hungaroring er den Formel 1-bane i grandprix-serien, hvor bilerne kører med den laveste gennemsnitsfart. Det er en fordel for de bedste kørere og ikke nødvendigvis de hurtigste biler.

- Jeg kan virkelig godt lide Hungaroring. Det er ikke en hurtig bane. Lidt som i Monaco er det en bane, hvor en kører virkelig kan gøre forskellen, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Danskeren kørte på banen sidste år i Renault 3.5-serien. De to løb på banen var blandt dem, han ikke vandt, men Magnussen kørte sig i styrtregn op til andenpladsen fra en startplads som nummer 16 og var glad for løbet.

- Jeg synes, at vi på det seneste har vist, at vores bil præsterer bedst på baner med en kombination af sving med lav- eller middelfart. Så forhåbentlig bliver denne weekend en lejlighed til at score gode point for os, siger danskeren efter et par fridage i Danmark, væk fra Formel 1-cirkusset.

McLarens sportslige direktør Eric Boullier så Kevin Magnussen kvalificere sig som nummer fire til grandprixet på Hockenheim i weekenden, men mistede så det hele i et sammenstød med Felipe Massa i første sving.

Det skal der rettes op på inden Formel 1-verdenen tager en måned uden grandprixer.

- Det er altid vigtigt at tage et positivt resultat med på sommerpause, så vi vil arbejde hårdt for at gøre lige præcis det, siger Eric Boullier, som dog også holder fokus på udviklingen af McLarens bil.

- De næste seks måneder bliver ekstremt vigtige for alle hos McLaren, og vi arbejder hårdt for at blive ved at presse fremad.

Næste grandprix efter denne weekends løb i Ungarn, er på Spa-banen i Belgien den 24. august.

/ritzau/