Magnussen halter efter de bedste ved anden træning

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen var bedre kørende i den anden træning før søndagens Formel 1-grandprix i Østrig.

Men den danske McLaren-kører er fortsat et stykke efter de hurtigste på banen i østrigske Spielberg.

Ved den første træning var han den niendehurtigste, og præcis samme placering opnåede Kevin Magnussen ved fredagens anden træning.

Kevin Magnussen klokkede en tid på 1.10,936 minutter, og det var lidt hurtigere end tidligere på dagen.

Til gengæld var holdkammeraten Jenson Button også hurtigere i anden ombæring, da briten kun var 1.10,813 minutter om at runde en omgang. Button var syvendehurtigst.

Mercedes-køreren Lewis Hamilton var hurtigst af alle med en tid på 1.09,542 minutter. Lige efter briten kom Hamiltons tyske Mercedes-makker Nico Rosberg og Ferraris spanier Fernando Alonso.

Kvalifikationen til søndagens grandprix, hvor det gælder om at skaffe den bedst mulige startposition, går i gang lørdag eftermiddag klokken 14.

/ritzau/