Magnussen har forberedt sig grundigt på Melbourne-bane

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

Han har aldrig kørt på Formel 1-banen i Melbourne, men danske Kevin Magnussen føler sig alligevel velforberedt på den australske asfalt.

Danskeren har trænet i en simulator, der næsten giver køreren en følelse af at være på banen i virkeligheden. Han har mærket alle 16 sving, men det bliver alligevel noget andet, når han trykker på speederen på søndag.

- Det er ikke ligesom at være der i virkeligheden, men det er et godt værktøj til at forberede sig, siger Kevin Magnussen i et interview med danske medier i Melbourne.

- Der er nogle ting, du ikke rigtig kan mærke i simulatoren - som for eksempel bump. Men du får stadig en god fornemmelse af, hvilken vej svingene går. Man får en rytme ind i kroppen og lærer, hvor man skal bremse henne, siger han.

Kevin Magnussen er imponeret over, hvor virkelighedsnær simulatoren er, og teknikken "bliver kun bedre", siger han.

Formel 1-banen i Albert Park er 5.303 meter lang, og kørerne skal igennem 58 omgange, når årets første grandprix går i gang søndag morgen klokken syv dansk tid.

Der er risiko for regnvejr både under kvalifikationen lørdag og løbet søndag, men det tager Kevin Magnussen helt roligt.

- Så bliver det vådt, lyder det korte kommentar fra den smilende dansker.

Magnussen træner to gange på banen fredag. Lørdag træner han en tredje og sidste gang, inden han skal forsøge at få en god startplads i kvalifikationen.

Den selvsikre dansker er ikke til at slå ud, selvom det er hans første Formel 1.

- Jeg prøver at gå ind til det her ligesom til hvilket som helst andet racerløb, jeg har kørt. Jeg har kørt mange racerløb i min karriere. Det har aldrig været Formel 1, men det er stadig et racerløb, siger Kevin Magnussen.

/ritzau/