Magnussen jubler over test i avanceret Porche

Skrevet af admin

10/11/2015

Mest læste i dag

Kevin Magnussen og Porsche-teamet er i disse dage samlet på Circuit de Catalunya, hvor holdets nye Le Mans-bil, Hybrid 919, bliver testet.

Det betyder, at danskeren for første gang har været bag rattet i den hurtige sportsvogn, og det er en begejstret Kevin Magnussen, som beretter om oplevelsen.

- Det var rigtig godt. Det er den første racerbil, jeg har kørt i seks eller syv måneder, og det er en fantastisk bil med utrolig kraft, siger Magnussen ifølge teamets twitterkonto.

- Det er nemt at føle, at det her måske er den mest avancerede racerbil i verden i øjeblikket. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage i bilen og køre igen, lyder det fra den danske racerkører.

Han skal forsøge at imponere Porsche-bosserne så meget, at han måske kan få et sæde i en af teamets Le Mans-biler til sommer, hvis der skulle blive en ledig plads.

I hvert fald gør Magnussen, hvad han kan for at rose bilen efter den første test, selvom han skal vænne sig til den nye racer.

- Jeg har et par ting, jeg skal arbejde med. At få helt styr på bremsetidspunktet for eksempel. Da du ikke kan se forhjulene, når du sidder i bilen, så ved man ikke præcis, hvornår de låser.

- Så det er noget, man skal vænne sig til, ligesom sigtbarheden er lidt mindre i forhold til andre biler. Så der er nogle ting, man skal vænne sig til, men mit første indtryk er rigtig godt, og jeg nød det rigtig meget, slutter Magnussen.

/ritzau/