Magnussen: Klar til at droppe grandprix efter punktering

Skrevet af admin

20/03/2016

Dagens topnyheder

Den danske racerkører Kevin Magnussen formåede at køre fra punktering op til en 12.-plads i den samlede stilling ved det australske grandprix i Melbourne.

Men det var lige ved ikke at nå så vidt. En forrygende start på løbet blev afbrudt, da fordækket på Magnussens gule Renault-racer punkterede og tvang danskeren i garagen allerede efter første omgang.

- Jeg sagde faktisk til teamet på et tidspunkt, da det lige var sket, om vi ikke bare skulle spare motoren. Men det ville de ikke, og det er jeg glad for, siger Kevin Magnussen.

Det var heller ikke svært for danskeren at finde gejsten frem igen, da han blev sendt ud på Albert Park med et nyt sæt dæk.

- Det er mit første løb efter at have stået på sidelinjen, så det er ikke så svært at få gejsten tilbage. Det er ret fedt at køre ræs. Lige så snart jeg begyndte at indhente folk og overhale dem, så nød jeg det bare helt vildt, så på den måde har det været en fed dag, siger danskeren.

Renault-holdet bag Magnussen var imponerede over danskerens ihærdighed på banen og hurtige omgangstider.

Og ifølge danskeren selv kunne han som håbet være endt i top-ti, hvis dækkene havde holdt længere end til tredje sving i første omgang.

- Jeg har ikke set nogen af tiderne. Men ud fra min følelse i bilen skulle vi have haft point. Jeg skulle have haft en normal start og bare fyret den af derfra, for vi var hurtige nok til at kunne overhale folk, siger Kevin Magnussen.

Forud for løbet var målet at komme i top-ti og dermed pointene. I stedet blev det til en 12.-plads lige bag holdkammerat Jolyon Palmer.

Placeringen som nummer 12 kom i hus på næstsidste omgang, da det lykkedes Magnussen at passere Sergio Perez (Force India).

Danskeren var også positiv over, at Renaults såkaldte race pace var på højde med konkurrenterne.

- Vores pace var rigtig godt i forhold til de andre. Jeg har ikke kigget på tallene endnu, men jeg er ret sikker på, at vi var hurtigere end Williams. Det er jo fantastisk i forhold til, hvor vi tror, at vi er, siger Magnussen.

Han får chancen for at køre om point, når Bahrains grandprix bliver kørt 3. april.

/ritzau/