Magnussen nummer otte i tredje træning i Ungarn

Skrevet af admin

26/07/2014

Mest læste i dag

Den danske racerkører Kevin Magnussen kunne ikke helt leve op til fredagens flotte træningsplaceringer, da han lørdag formiddag gennemførte tredje og sidste træningsseance forud for det ungarske grandprix.

Efter en femte- og en sjetteplads fredag blev Magnussen i sin McLaren lørdag noteret for 8.-bedste tid. Magnussens hurtigste omgangstid var omkring 0,8 sekund langsommere end Lewis Hamilton (Mercedes), der var hurtigst.

Danskeren leverede dog en god præstation og kan glæde sig over, at han på ny var hurtigere end teamkammeraten Jenson Button, der har haft svært ved at få fart i McLaren-bilen på den ungarske bane.

Button måtte nøjes med 12.-bedste tid i lørdagens træning.

Formel 1-kørerne skal i aktion igen allerede klokken 14 lørdag eftermiddag. Her gælder det kvalifikationen og dermed kampen om startplaceringer i søndagens grandprix.

/ritzau/