Magnussen om Bianchi-ulykke: Forfærdeligt når det sker

Kørerne i Formel 1-feltet er rystede efter søndagens grandprix på Suzuka-banen, der blev afsluttet seks omgange før tid på grund af en alvorlig ulykke på den regnvåde bane i Japan.

Franske Jules Bianchi (Marussia) kørte galt og var ikke ved bevidsthed, da han efterfølgende blev kørt på hospitalet. Siden har der intet nyt været om franskmandens tilstand.

Løbets danske islæt fra McLaren Kevin Magnussen var også mærket af ulykken.

- Lad os virkelig håbe, at Jules er ok. Det er en forfærdelig følelse, når sådan noget sker, så lad os håbe og bede for ham, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

Magnussen, der fylder 22 år søndag, sluttede uden for pointrækken som nummer 14. Tekniske problemer med rattet satte ham tilbage, så han lå sidst efter et pitstop.

Han avancerede ellers til sjettepladsen tidligt efter at have startet i position nummer syv.

- Vi gjorde det bedste, vi kunne i dag, men desværre havde vi problemer med rattet, som i realiteten sendte mig ud af løbet.

- Jeg gjorde mit bedste for at komme tilbage og få point, men desværre var det ikke muligt, siger Magnussen.

Hans holdkammerat, briten Jenson Button, sluttede på femtepladsen, da det var hans aktuelle placering, da løbet blev indstillet.

Lewis Hamilton vandt løbet foran holdkammeraten hos Mercedes, tyske Nico Rosberg, og har nu 10 point ned til Rosberg på andenpladsen i den samlede VM-stilling.

/ritzau/

Dagens Gossip