Magnussen-rival triumferer i Formel 1-rugekasse

I det store spil om de få tilbageværende Formel 1-pladser i næste sæson har Kevin Magnussen fået en hård intern rival.

McLarens belgiske udviklingskører Stoffel Vandoorne vandt søndag GP2-mesterskabet, og han håber nu på en plads i Formel 1-feltet i 2016.

Vandoorne endte som nummer fire i søndagens GP2-løb i russiske Sotji, hvor der senere søndag afvikles Formel 1-grandprix. Det var nok til den samlede GP2-titel.

Hos McLaren er både Jenson Button og Fernando Alonso bekræftet som kørere i næste sæson, men Vandoorne kan også komme i spil som holdets reservekører - en plads Kevin Magnussen lige nu har.

- Det er en luksus at have fire gode kørere, sagde McLarens løbsdirektør Eric Boullier i sidste måned.

- Stoffel og Kevin er meget dygtige. Vi forventer, at begge skal køre Formel 1, og hvis vi ikke kan finde plads til dem hos os, så vil vi gøre vores bedste for, at de kan køre løb i næste sæson, forklarede han.

Tidligere har GP2-mestre som Lewis Hamilton, Nico Rosberg, Nico Hulkenberg, Pastor Maldonado og Romain Grosjean fundet vej til Formel 1-feltet, hvor også Magnussen kørte i hele 2014-sæsonen.

I det nuværende Formel 1-felt har Lotus stadig et ledigt sæde, fordi Grosjean skifter til det nye Haas-hold.

Manor Marussia, som kører med Mercedes-motorer næste år, har heller ikke bekræftet navnene på holdets to kommende Formel 1-kørere.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV