Magnussen støder sammen med Massa og falder tilbage

Det var en ærgerlig start for Kevin Magnussen, som efter et sammenstød med Williams-køreren Felipe Massa faldt tilbage fra en placering som nummer fire til 21 i Formel 1-grandprixet på Hockenheim.

Magnussen kunne køre videre efter uheldet, mens Massa er udgået efter sammenstødet.

Massa begyndte som treer side om side med Magnussen i anden startrække, og da den 21-årige dansker forsøgte at overhale i første sving, så trak brasilianeren sig ikke.

Det betød kontakt, så Massa nærmest slog en sidelæns kolbøtte, inden han frustreret, men uskadt måtte udgå. Williams-bilen havde mistet noget af bagenden ved sammenstødet og kunne ikke fortsætte.

- Stort sammenstød for Felipe, men han er ude af bilen og på vej i garagen, lyder det fra Williams på Twitter.

Magnussen avancerede hurtigt til en placering som nummer ni efter 23 af de i alt 67 omgange, og den placering sluttede han også på.

- Jeg er meget skuffet over det, som skete. Det var en anden kører, som kørte mig ud af banen, siger Massa ifølge nyhedsburauet dpa.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV