Magnussen svarede igen med overbevisende sejr

Søndag startede Magnussen i pole position på Paul Ricard-banen og tog en komfortabel sejr i sikker afstand til sine konkurrenter. Han sluttede med fem sekunder foran schweizeren Nico Müller.

Kevin Magnussens nærmeste konkurrent i den samlede stilling, belgieren Stoffel Vandoorne, udgik på grund af tekniske problemer og fik derfor ikke point. Magnussen kunne derfor udbygge sin føring til 43 point med kun 50 point mere at køre om.

Hvis ikke den unge dansker var blevet frataget lørdagens sejr, havde han nu stået som sejrherre i Formel Renault 3.5-serien.

I stedet må Magnussen vente til næste løb om tre uger i Barcelona, hvor meget skal gå galt, hvis ikke Kevin Magnussen bliver verdensmester. Sejren kan dog også komme før, hvis danskeren får medhold i sin appel af diskvalifikationen.

Den anden dansker i Formel Renault 3.5, Marco Sørensen, sluttede som nummer fem, efter han var startet i forreste række som nummer to. 

Dagens Gossip

Dagens TV