Magnussen var femtehurtigst af alle på Monza

Kevin Magnussen kan være rigtigt godt tilfreds med sin præstation i lørdagens kvalifikation til Formel 1-løbet på Monza-banen.

Danskeren var på nippet til at ryge ud af kvalifikationen efter andet afsnit, men kom flot igen til allersidst og satte femtehurtigste tid.

Og endnu bedre, så var han 65 tusindedele af et sekund bedre end holdkammeraten Jenson Button.

Det var som nævnt dog lige ved at gå galt for den danske McLaren-kører. I andet kvalifikationsafsnit, hvorfra kun de 10 bedste kørere går videre, var han lige præcis en tiendedel af et sekund hurtigere end Toro Rosso-køreren Daniil Kvyat.

Russeren blev forvist til 11.-pladsen og forpassede dermed lige præcis tredje afsnit.

Dermed kunne danskeren så fokusere kræfterne på at kravle så langt op i startrækkefølgen som muligt og allerhelst overgå Button i den interne dyst på holdet.

Mercedes var endnu engang suveræn i kvalifikationen og besatte de to øverste pladser.

Lewis Hamilton slog Nico Rosberg og har dermed fordel af pole position, når det går løs i kampen om VM-pointene søndag eftermiddag klokken 14.

/ritzau/

Dagens Gossip