Magnussen vil overgå sig selv på anden testdag

Skrevet af admin

25/02/2016

Mest læste i dag

Racerkøreren Kevin Magnussen har torsdag morgen styret sin Formel 1-Renault ud på Circuit de Catalunya i Barcelona til anden testseance, og efter sin vellykkede debut onsdag har danskeren store forhåbninger til endnu en god dag i sædet.

Magnussen fortalte efter sin første test, at han havde blå mærker over det meste af kroppen, fordi han endnu ikke helt havde vænnet sig til at være tilbage i sædet, så derfor er det vigtigt at få en masse kilometer under bæltet igen på andendagen.

- Jeg håber, at jeg får kørt endnu flere omgange end onsdag, for det vil være godt for mig. Og for holdet er det vigtigt at få så mange data på bilen som muligt, siger Kevin Magnussen.

Han nåede 111 omgange onsdag, hvor han slap for store problemer med bilen. Og den 23-årige dansker er begejstret for de første indtryk af det hold, han skal køre for i den kommende sæson.

- Samarbejdet er virkelig godt. Der er en god stemning, og man skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder.

- Der er rigtig mange mennesker, der har været her i mange år. Det gør, at der er et godt sammenhold. Det skaber et godt fundament af folk, som kender hinanden og måden, de arbejder på, lyder det fra Kevin Magnussen.

Torsdagens test er Formel 1-holdenes fjerde ud af i alt otte, inden sæsonen bliver skudt i gang i Melbourne 20. marts.

Tiden er altså knap for Renault-holdet, der har gennemgået store forandringer, siden Renault overtog Lotus efter sidste sæson.

- Vi har selvfølgelig rigtig meget arbejde foran os med bilen, men det er et stærkt team, og jeg tror, at de nok skal komme hurtigt efter det, siger Kevin Magnussen.

Torsdagens test slutter klokken 18.

/ritzau/