Magnussen vil tage chancer for at avancere i Singapore

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Den danske McLaren-kører Kevin Magnussen er at finde i niende startposition, når sæsonens 14. Formel 1-grandprix køres søndag.

Han er igen klar til at tage chancer for at avancere i stillingen.

- Vi vil som altid gøre vores bedste, og jeg vil køre på, så hårdt jeg kan. Jeg er racerkører, så hvis jeg ser en mulighed for at rykke fremad ved at tage nogle chancer, så hvorfor ikke?

- Vi har ikke meget at tabe, så vi må prøve at få mest muligt ud af mulighederne. Forhåbentlig kan det give os point, siger Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

I modsætning til teamkammeraten, Jenson Button, formåede han at avancere til den afgørende kvalifikation, Q3, hvor de 10 hurtigste er med. Button blev nummer 11.

- Vi fik mest muligt ud af det i dag, hvilket er værd at understrege, og at komme til Q3 føles rimelig godt, men vi er ikke hurtige nok. Vi er nødt til fortsat at udvikle bilerne.

- I morgen vil der forhåbentlig komme nogle veltimede safety cars og et par udgåede konkurrenter, der kan hjælpe os til at rykke frem, siger Magnussen.

Englænderen Lewis Hamilton fra Mercedes starter i pole-position foran holdkammeraten Nico Rosberg fra Tyskland. Australieren Daniel Ricciardo fra Red Bull starter i tredjeposition.

Søndagens grandprix begynder klokken 14 dansk tid.

/ritzau/