Magnussens bil er klar: Nyt reglement er en fordel

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

McLarens bil til den kommende Formel 1-sæson er klar, og det var en stolt Kevin Magnussen, der kunne se sit navn funkle på siden af den.

- Det er en stolt følelse at se navnet på den bil, man har været med til at udvikle. Det er et øjeblik, hvor det går op for en, at en drøm er ved at gå i opfyldelse, siger Kevin Magnussen.

- Det er jo ikke mig, der har sat delene på bilen. Det er ingeniørens arbejde at designe den. Men vores input i simulator, og når vi tester, har selvfølgelig noget at sige.

- Jeg har testet sidste års bil, og min indflydelse er jeg da stolt over. Jeg er meget tilfreds med vores arbejde.

Han har endnu ikke haft chancen for at køre i den nye bil, da kun officielle test er lovlige, men det kommer til at ske ved McLarens testkørsel i næste uge.

Hvad angår bilerne, byder den kommende Formel 1-sæson på en del ændringer, og det ser Magnussen som en personlig fordel.

- Det tror jeg. Det, at der er nye regler, er en positiv ting for nye kørere i Formel 1, da de kørere, der har været med i fem-seks år, er blevet meget vant til deres bil. Selv om de også har ændret sig lidt hen ad vejen, siger Magnussen og uddyber nogle af ændringerne.

- Aeroreglementet har ændret sig rigtig meget med den måde, man må bygge bilen på, Det har ændret sig vildt meget. Der er kommet ny motor - en V6’er med turbo og ny hybrid - og ny gearkasse også.

- Men det mest basale er motor og aero. Det kommer til at få stor indflydelse på, hvordan vi kører racene. Vi skal spare benzin, og det ændrer kørestilen. Det får betydning for strategien.

Trods ændringerne mener Magnussen, at holdet er godt forberedt inden sæsonens første grand prix i Melbourne 16. marts.

- Jeg føler, at alle er optimistiske, og alt er analyseret godt - hvad der er gået godt og dårligt. Man har lært en masse af 2013.

/ritzau/