Magnussens holdkammerat er usikker på fremtiden

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussens holdkammerat Jenson Button har hele sæsonen sagt, at han var overbevist om, at han også kører Formel 1 i næste sæson - og formentlig også i en McLaren-bil.

Nu er han blevet mere usikker i sine udtalelser. Han ved ikke, hvornår hans kontraktforhold bliver løst.

Det skriver Skysports og nyhedsbureauet AFP efter torsdagens pressemøde på Suzuka-banen, hvor Formel 1-kørerne fredag har de første træninger forud for søndagens japanske grandprix.

- Jeg ved det ikke. Som I ved, kan jeg ikke diskutere noget om min kontrakt, siger Jenson Button på pressemødet.

Briten, som vandt VM-titlen i 2009 blev også spurgt, om McLaren er hans eneste mulighed. Til det var svaret kort.

- Det er min bedste mulighed.

McLaren skifter fra næste sæson fra Mercedes- til Honda-motorer, og mange eksperter havde ventet, at man havde valgt Formel 1-besøget i Japan til at komme med mere klare meldinger om næste år, men det kommer der ifølge Honda-chef Yasuhisa Arai, ikke.

- Vi taler konstant om, hvilke kørere vi gerne vil se i bilen, og mens McLaren er i Japan, er det kun naturligt, at vi mødes. Men jeg tror ikke, at vores kørere bliver et emne, for intet er besluttet sagde han tidligere på ugen.

McLarens løbsdirektør Erik Boullier er dog tidligere citeret for, at beslutningen "mere eller mindre" er taget.

Navne som især Fernando Alonso, Sebastian Vettel og senest Lewis Hamilton har været rygtet i forbindelse med McLaren i forhold til næste sæson.

McLaren, der har haft sin dårligste sæson i mange år, har heller ikke meldt ud, om Kevin Magnussen sidder i bilen i næste sæson.

/ritzau/