Magnussens McLaren-fremtid afgøres ikke på point

Skrevet af admin

27/11/2014

Dagens topnyheder

Det kan godt være, at Jenson Button scorede flere point og kvalificerede sig bedre end Kevin Magnussen i 2014, men det garanterer ikke briten et fast sæde hos Formel 1-giganten McLaren næste år på bekostning af danskeren.

Meldingen kommer fra McLarens løbsdirektør, Eric Boullier.

- Hvis det kun handlede om statistik, ville det være nemt. Jeg kunne tage lommeregneren frem og tage beslutningen, men det er ikke sådan. Jeg vil ikke kommentere på det mere, og vi har allerede kommenteret på det nok, siger Boullier ifølge autosport.com.

Button scorede 126 point mod Magnussens 55. I 19 løb startede Button ved 10 lejligheder bedre end sin danske teamkammerat.

Det er ventet, at McLaren præsenterer spanieren Fernando Alonso som fast kører fra 2015-sæsonen. Button og Magnussen kæmper formentlig om det andet faste sæde hos McLaren.

Teamet har allerede meldt ud, at det tidligst bliver 1. december, at afgørelsen falder.

Autosport erfarer, at McLaren-bossen over dem alle, Ron Dennis, foretrækker Magnussen, fordi danskeren med sine 22 år er den bedste løsning for fremtiden. Button, som vandt VM-titlen i 2009, er 34 år.

Til gengæld erfarer Autosport også, at andre ledere i McLaren foretrækker Button, fordi de anser briten for at være bedre end danskeren. Desuden skulle Alonso også foretrække Button som makker fremfor Magnussen. Alt dette er dog gisninger.

McLarens tøven omkring kørersammensætning har fået rygterne i gang. Senest at McLaren ville droppe både Magnussen og Button og i stedet for satse på den talentfulde reservekører Stoffel Vandoorne som Alonsos makker.

Men det afviser Boullier mere eller mindre.

- Jeg synes, at Stoffel har haft et interessant år, siger Boullier med henvisning til 22-årige Vandoornes sæson i GP2 - en rugekasse til Formel 1.

Belgieren blev nummer to i rækken.

- Jeg tror ikke, at det kommer til at ske næste år, siger Boullier om Vandoornes chance for et Formel 1-sæde i 2015.

Boullier forventer, at Vandoorne fortsætter i GP2. Så det ligner fortsat en duel mellem Magnussen og Button om den sidste plads hos McLaren.

/ritzau/